Billeder af studenter på hf neurodivergent

Stor succes med HF for unge med diagnoser

Stor succes med HF for unge med diagnoser

HF & VUC København Syd har siden 2019 haft et hf-enkeltfag tilbud til unge med diagnoser i Hvidovre. Det er et 3-årigt forløb, hvor der for hvert hold er tilknyttet en mentor. Det er anden gang, vi udklækker studenter gennem denne særlige tilrettelæggelse. De nyudklækkede studenter er klar til videre uddannelse enten på universitetet eller en til professionsbachelor uddannelse.

Det er så skønt at se, at vi har rigtig dygtige mentorer og lærere som rummer vores elever med særlige behov. Mentorerne har en baggrund som enten socialpædagoger eller en læreruddannelse, hvor de så efterfølgende har videreuddannet sig, så de kan arbejde med denne fantastiske målgruppe. Uddannelsen hedder HF for neurodivergente. I daglig tale HFN. 

I denne uge får de HF-huen på hovedet, og de har mange drømme om fremtiden. Reformkommissionen har i deres anbefalinger et særligt blik på, at vi skal sikre, at flere unge med diagnoser kommer i gang med en uddannelse. Det har vi allerede fire års erfaring med hos os. I et godt samarbejde med kommunerne, hjælper vi unge mennesker med at få en studentereksamen og støtter dem i deres videre uddannelsesønsker siger Rektor Laila Emiliussen-Hougaard.

Det er en stolt mentor for 3. årgang, Louise Giroux Jensen som står ved siden af Mathilde som efter et velfortjent sabbatår, vil læse videre på psykologistudiet. Alex har fået en hjemmelavet studenterhue, som Louise har lavet, da Louise synes, at det ville klæde ham, at have en studenterhue på efter velfortjent eksamen.

Det er skønne unge mennesker som med den rigtige støtte realiserer deres drømme og tør at tænke stort. Vi har indrettet særlige klasser, hvor eleverne er i et separat læringsmiljø end de øvrige elever og kursister de første to år af deres uddannelse på hf-enkeltfag. Det gør vi for at sikre, at de ikke skal forholde sig til 400 andre elever og kursister. Vi har indrettet studiemiljøerne med både et te-køkken, hvilemøbler, åbne læringsmiljøer og separate klasselokaler, hvilket skaber en god struktur i løbet af skoledagen. Det kræver mere plads og mere opmærksomhed fra ledelsen og administrationen, men hvor er det skønt at se, at vi sammen lykkedes i dette.

På tredje år sluses eleverne ind på valgfagshold sammen med skolens øvrige elever og med støtte rustes eleverne til at træffe nye valg for videre uddannelse, hvor de jo ikke får tilbudt den støtte, som HF & VUC København Syd giver dem i løbet af de tre år uddannelsen varer siger Laila Emiliussen-Hougaard.

Den 19. – 21. juni kommer det helt store ryk af studenter som springer ud, og fylder det danske sommerland med hvide huer og forskellige farver på deres bånd, afhængigt af, hvad det er for en uddannelse de har gennemført. Det glæder vi os meget til siger Laila Emiliussen-Hougaard.

Se artikel i Hvidovreavis her

;