Samme ordblindelærer i 12 år på VUC - nu er Kamilla på vej på universitetet
Ordblinde Kamilla har udvidet HF - på vej mod universitetet
Kamilla startede her på HF & VUC København Syds Amagerafdeling for 12 år siden. Dengang var hun 15 år og skulle egentlig bare have ordblindeundervisning. Nu, 12 år senere, i en alder af 27 år, har hun klaret en udvidet HF og satser på at starte på universitet til sommer.
Det har været en lang, sej kamp for Kamilla at nå dertil, hvor hun er i dag. Men det har været det hele værd, fortæller hun. For undervejs har hun opdaget, at hun kan meget mere, end hun troede. For selvom man er ordblind, behøver man ikke nøjes med ikke-boglige fag, når nu det er viden og sprog, man virkelig brænder for, forklarer Kamilla.
Det har været en lang, sej kamp for Kamilla at nå dertil, hvor hun er i dag. Men det har været det hele værd, fortæller hun. For undervejs har hun opdaget, at hun kan meget mere, end hun troede. For selvom man er ordblind, behøver man ikke nøjes med ikke-boglige fag, når nu det er viden og sprog, man virkelig brænder for, forklarer Kamilla.
Og hun understreger: ”Alt kan lade sig gøre. Ordblindhed er jo ikke en svaghed, nogle gange skal man bare have lidt længere tid. Man er ikke anderledes, selvom man er ordblind. Man lærer bare på en anden måde. Man kan lige så meget som alle de andre.”
Ikke dum og doven
”Jeg har siden første klasse vidst, at jeg var ordblind”, fortæller Kamilla og forklarer, at det bestemt ikke har været nemt at være ordblind i folkeskolen. ”Her er ordblindhed mere et tabu. Mange har stadig den holdning, at man er dum og doven. Heldigvis har jeg en meget stædig mor, som sørgede for, at jeg fik noget hjælp,” fortæller hun
Samme ordblindelærer hele tiden
Da Kamilla som 15-årig startede på VUCs OBU-hold, mødte hun første gang sin ordblindelærer, Lene Krogh. Lene endte med at følge og støtte Kamilla i alle 12 år på VUC. ”Dengang gik jeg på produktionsskolen et par gange om ugen. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg ville. Der var jo mange, der sagde til mig, at hvis du er ordblind, så skal du nok ikke noget bogligt! Men ligesom min mor er jeg stædig. Og der var noget andet, der trak i mig. Men dengang vidste jeg ikke hvad,” forklarer Kamilla.
Men med Lenes rådgivning besluttede Kamilla sig for at færdiggøre 9. klasse på VUC. ”Lene hjalp mig rigtig meget til at finde ud af, hvad jeg gerne ville,” fortæller Kamilla. ”Dengang ville jeg egentlig slet ikke på HF.
Nørklet vej til HF
Dengang kunne man ikke komme på HF fra 9. klasse. Derfor skulle Kamilla også gennemføre 10. klasse for at komme videre på HF. ”Jeg prøvede 10. klasse to gange, men det var ikke lige mig.” Derfor endte Kamilla med at starte på håndværkeruddannelsen som skiltetekniker. ”Jeg blev overrasket, for det var faktisk fedt at være kreativ. Men det andet trak stadig i mig,” fortæller Kamilla. Og til hendes held kom den nye HF-reform. ”Lene fortalte mig, at jeg nu godt kunne starte på HF direkte fra 9. klasse. Det valgte jeg så. Og det har jeg ikke fortrudt,” fortæller Kamilla.
Lene var med hele vejen
Kamilla tog 2-3 fag ad gangen for at have tid til fagene. Imens havde hun hele vejen igennem Lene som sin ordblindelærer. ”Det er nok sjældent, at en elev og en lærer følger hinanden så længe. Men Lene forstod mig,” forklarer Kamilla. Og fortæller, at da Lene blev tilknyttet skolens hvidovreafdelingen, fik Kamilla lov til stadig at have Lene som sin vejleder, selvom hun selv modtog undervisning på skolens Amagerafdeling. ”Jeg var den eneste af hendes elever, som modtog vejledning som videomøde.”
”Da jeg på et tidspunkt ikke fik tilmeldt mig EP i tide, besluttede jeg mig for, at jeg lige så godt kunne udvide min HF. Det var held i uheld,” fortæller Kamilla. ”Jeg tog endda spansk på B-niveau på KVUC, og hele tiden var Lene med på forskellige måder. Hun kom også, da jeg fik huen på. Hun har været en stor indflydelse hele vejen.” I dag har Kamilla en udvidet HF. ”Jeg startede i august 2018 på HF, og nu, fire et halvt år senere, kan jeg kalde mig student,” siger en storsmilende Kamilla.
Ny rejse starter
Nu starter Kamilla en ny rejse. Til sommer skal hun starte på universitetet, og nu slipper Lene Krogh hende. ”Kamilla kender sine stærke og svage sider ud og ind,” fortæller Lene. Hun ved, hvornår hun skal stoppe op og repetere, og hun ved, hvornår hun skal opsøge vejledning og hjælp, fortæller Lene.
”Jeg synes, det er meget tarveligt, at ekstra støtte ikke er en mulighed på universitetet. Men det skræmmer mig ikke. Jeg er meget stædig,” supplere Kamilla. Og understreger igen: ”Alt kan lade sig gøre. Ordblindhed er jo ikke en svaghed, nogle gange skal man bare have lidt længere tid. Man er ikke anderledes, selvom man er ordblind. Man lærer bare på en anden måde. Man kan lige så meget som alle de andre.”
Hjælpemidler til dig, der er ordblind
- Et program til din computer, som kan læse højt og hjælpe dig med at stave
- Ekstra tid til eksamen
- Støttetimer med en lærer, der sammen med dig lægger en strategi for, hvordan du skal håndtere din ordblindhed
Vil du vide mere
Kontakt skolens ordblindevejledere
Tryg overgang fra HF til Universitet for ordblinde Kamilla
”Kamilla kender sine stærke og svage sider ud og ind,” fortæller ordblindelærer Lene. Hun ved, hvornår hun skal stoppe op og repetere, og hun ved, hvornår hun skal opsøge vejledning og hjælp.