At mødes på tværs – HF-elever lærer om kulturforståelse hos Mellemfolkeligt Samvirke
Hvordan skaber man gode møder mellem mennesker på tværs af forskelle? Det spørgsmål stod i centrum, da elever fra HF Empowerment deltog i en workshop om kulturforståelse hos Mellemfolkeligt Samvirke – en af projektets samarbejdspartnere.
Workshoppen satte fokus på, hvordan vores kulturelle baggrund former vores syn på verden, og hvordan fordomme og stereotyper kan præge vores kommunikation. Gennem øvelser og kulturrollespil fik eleverne konkrete redskaber til at skabe bedre dialoger og forståelse i kulturmøder.
En af eleverne beskrev kultur som “de fælles værdier, vaner og traditioner, som en gruppe mennesker deler”, mens en anden reflekterede over, “at hvad der virker helt normalt i Danmark kan være mærkeligt eller uhøfligt andre steder i verden.”
Det gjorde især indtryk på eleverne at opleve, hvor forskelligt mennesker kan opfatte den samme situation, og hvor vigtigt det er at lytte og være nysgerrig i mødet med andre. “Selvom vi kommer fra forskellige rødder, er vi stadig alle en del af det samme træ,” som en elev formulerede det.
Workshoppen er en del af “From Awareness to Action – On Climate Change, Gender Equality and Human Rights in Kenya”, hvor eleverne arbejder med FN’s Verdensmål 5, 13 og 16. Erfaringerne fra dagen klæder dem på til studierejsen til Kenya, hvor kulturmøder og samarbejde på tværs af forskelle bliver en central del af deres læring og engagement som globale medborgere.
Projektet er støttet af GLOBUS, som er en pulje finansieret af Udenrigsministeriet og
forvaltes af CKU og Ulandssekretariatet, og er i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke(ActionAid).
Seneste nyheder
At mødes på tværs – HF-elever lærer om kulturforståelse hos Mellemfolkeligt Samvirke
Et bæredygtigt fællesskab midt i byen – HF-elever besøger Øens Have
Uddannelsesaften på TEC-Hvidovre