Forpligtigende og demokratiske fællesskaber er vores alles fælles anliggende.
På HF og VUC København Syd har vi netop konstitueret de to nye elev- og kursistråd på hhv. vores Hvidovreafdeling og Amagerafdeling.
Det skød vi i gang med en fælles workshop-dag, på tværs af afdelingerne, faciliteret af Pernille Hedegaard Bøgh og Ditte Gøricke Jensen fra Link - kommunikation.
Isen blev brudt med en sjov “Kender du typen - øvelse”, hvor elever og kursister skulle gætte ting om Pernille og Dittes baggrund og liv.
Der blev derefter snakket om, hvordan fordomme spiller os alle et puds, og hvordan vi sammen kan nedbryde dem.
Grundlæggende øvelser og redskaber fra konflikthåndtering var grundlag for samtalerne på tværs af aldre og baggrunde, hvilke hjalp os med at afstemme forventninger og rammer, så vi sammen kan støbe et fundament, hvor vi kan stå stærkt i uenigheder.
Det var en dag, hvor vi alle kom et spadestik dybere ned i det demokrati, der er så vigtig for alle - både i hverdagens undervisningsmiljøer og klasselokaler, men også i relationerne og det liv vores elever og kursister møder og er en del af ude på gaden, på deres næste uddannelser, deres kommende arbejdsplads og det samfund, vi alle er en del af.
Nu vil vores dygtige og engagerede lærer- og tovholderteam (Kathrine Bay Simonsen, Philip Madsen, Salma Nassri og Ida Rose Johanne Fog-Nielsen) fortsat vande, blødgøre og grave dybere ned i den demokratiske jord og arbejde videre med rådene, hvor bl.a. det traditionelle formandsskab er afskaffet til fordel fx tematisk udvalgsarbejde etc.


