Det går ikke ud over driften...
Når medarbejdere får danskundervisning i Unicon har de sammen med HF & VUC København Syd nemlig fundet på en løsning, der påvirker driften mindst muligt.
Unicon A/S, en stor dansk betonvirksomhed, har mange udenlandske medarbejdere.
Der er mangel på chauffører i hele Europa, derfor må virksomhederne rekruttere bredt. Michael Rud Larsen og Niels-Erik Olsen, der er fabriksledere, har chauffører fra forskellige lande, herunder Polen, Rumænien, Afghanistan, Pakistan og endda Jamaica. Vi er tilfredse med deres udenlandske medarbejdere, som udfører et godt stykke arbejde. Det eneste problem, Niels-Erik og Michael kan pege på, er sproget. Deres medarbejdere taler dårligt dansk, og det påvirker kommunikationen på arbejdspladsen.
Det er chaufførerne, der er i kontakt med kunderne, når de læsser betonen. "Det kan være, de kommer ud på [bygge]pladsen, og så står der en gammel håndværker, og så kommer de på kant, fordi de ikke kan forstå hinanden ordentligt", fortæller Niels-Erik. Det er dog ikke kun danske håndværkere på byggepladsen, chaufførerne skal kommunikere med. "De skal også tale med vores dispo, dem som planlægger kørsel, og de skal tale med blandemesteren, og med os indimellem", fortæller Michael og Niels-Erik. Det kan fx være, hvis de prøver at ringe hjem for at fortælle, at der er sket noget med lastbilen."
Niels-Erik og Michael har derfor længe ønsket danskundervisning til deres medarbejdere. De er derfor glade for, at HF og VUC København Syd erhvervsafdeling, meldte sig på banen med FVU Start. Det er dog ikke bare sådan at hive danskundervisning ned fra hylden og sende sine medarbejdere på kursus, når man er en travl betonvirksomhed, men en valgtplan, der skal gå op.
"Det var en udfordring, hvornår undervisningen skulle ligge", fortæller Michael. De kunne ikke lægge undervisningen om eftermiddagen, fordi de ikke ved, hvornår chaufførerne kommer hjem fra deres kørsel. Derfor starter undervisningen kl. 6, hvor læreren Mia fra HF & VUC København Syd møder ind på fabrikken i Avedøre Holme. "Det er usædvanligt, at VUC starter undervisning så tidligt, men det er gået godt, og vi stiller gerne med lærere både tidligt om morgenen og sent om aftenen, hvis det betyder, at virksomheden kan få det til at gå op", fortæller Signe Skøt, der er uddannelsesleder for FVU (Forberedende Voksenundervisning) på HF & VUC København Syd.
Kl. 6 om morgenen starter chaufførerne normalt lastbilen og kører deres første tur. Og betonen skal stadig køres, selvom chaufførerne er på kursus. Derfor har Unicon sammen med HF & VUC København Syd fundet på en løsning, der påvirker driften mindst muligt. Chaufførerne bliver undervist på skift. Et mix mellem almindelig undervisning og e-læring.
Det går selvfølgelig lidt ud over driften, når medarbejderne bliver taget ud af vagtplanen, men Niels-Erik og Michael understreger, at det er det værd. "Det er vigtigt for os, at de bliver bedre til at tale dansk", fortæller begge. Og forklarer, at det også handler rigtig meget om medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen. Bedre hverdagsdansk betyder også, at de bliver bedre til at tale med hinanden og hygge sig sammen som kolleger.
"Vi har en forventning om, at [danskundervisningen] vil give et resultat. Men, det er selvfølgelig op til den enkelte, hvor meget de tager imod undervisningen, men det skulle jo være mærkeligt, hvis det ikke bare hjalp lidt," siger Michael og fortæller, at chaufførerne heldigvis har taget rigtig godt imod tilbuddet om FVU Start. "De er meget interesserede, og vi får at vide, at det går godt." De udenlandske chauffører på betonfabrikken vil rigtig gerne blive bedre til dansk.