Superkilen på Nørrebro
Broadway i New York
Graffiti i New York
Street art, Berlin

HF-linjen København, Berlin, New York er for storby-elskerne

Denne HF-linje er for kursister, der elsker at rejse – rejse ud i storbyen og opleve byens puls. 

Vi tager temperaturen på byens liv og lader os fascinere af dens design, når vi laver projekter i byen og internationalt. Det er vigtigt at komme tæt på virkeligheden og arbejde sammen med professionelle og frivillige.

HF undervisning ude i storbyens jungle

Vi hiver så vidt muligt klasselokalet ud i byen, og undersøger hvordan by og mennesker smitter af på hinanden. 

Byen er fuld af den slags kultur, der opstår i mødet mellem forskellige subkulturer og sproget er streetart eller graffiti på husfacader. Byens pladser er historiske fortællinger, og byens natur og klima kommer under lup i parkerne og på byens tage og cement. Farver og neonlys er design, alt sammen med betydning for byens mennesker og det liv der leves i byen.

Storbyen er vores bog, og den vi slår op og går ud i, fordi vi er optaget af: 

  • Kultur
  • Bæredygtighed
  • Arkitektur og design
  • Kreative projekter
  • Sprog

…og bidt af by og rejser.

HF-linje der rejser ud til en storby

Det må forventes, at kursisterne på denne profil kommer til at betale en del af rejseudgifterne selv i forbindelse med studierejser. Skolen medfinansierer rejserne, men det er tanken, at klassen igennem forskellige projekter selv skal løfte den største del af udgifterne. Dette kan gå hen og betyde, at der kan komme rejseudgifter for den enkelte kursist. 

Tilmeld dig København, Berlin, New York via optagelse.dk

Virkelighedsnær undervisning

På denne HF-linje ønsker vi at udvikle en afvekslende undervisningshverdag, hvor kursisterne bevæger sig ud og undersøger byen, bruger dens historiske og tidstypiske karakteristika, samt foretager områdestudier ud fra de forskellige faglige tilgange, både lokalt og på internationale studierejser. Det er visionen at skabe en virkelighedsnær og praksisbetonet undervisning, og derfor er rejsen i hverdagen og på studierejser omdrejningspunktet, sammen med mødet mellem mennesker, sprog og kulturer.

Vi bruger iPads i undervisningen

En vigtig kompetence er det metodiske perspektiv, som ligger i at forholde sig til og dokumentere den virkelighed, som undervisningen bevæger sig rundt i. I denne henseende er iPads til den enkelte kursist, det gennemgående studieredskab og dermed er digital dannelse og it-færdigheder et naturligt fagligt fokus på linjen.

Dagligdagen

Et par eksempler på projekter i løbet af skoleåret er:

Stenbroen: Vi sætter Nørrebro og Vesterbro under lup. Vi ser på hvad kunst og streetart betyder i byen, med byvandringer i det pulserende citylife , hvor ofte ’skæve’ byrum gemmer på en historie, et statement eller tegn på hvor byen er på vej hen i fremtiden. I egne videoproduktioner dokumenterer vi samfunds- og miljøproblemer, byliv, kunst og profillinjens fag i Københavns forskellige bydele.  

Suburbs: Vi sætter fokus på forstæderne i undervisningen, hvor vi bl.a. andet samarbejder med det lokale erhvervsliv og Gungehusskolen i Hvidovre, om at lave en event, der sætter fokus på madspild og det vi propper i munden. 

Berlin: Op til påske tager vi på studietur til Berlin og besøger en mangfoldig by af undergrundsmiljøer og med en markant historie under 2. verdenskrig og sidenhen symbolsk med den kolde krig og splittelsen mellem øst og vest, som betød, at en befolkning blev delt i to af en betonmur. Nu er Berlin kendt for mange alternative lommemiljøer og ny arkitektur, blandt andet på de steder, hvor den graffitimalede mur stod. Alt sammen skal vi dykke ned i, imens vi udvikler et internetbasseret rejsesite for unge om en kreativ by, rig på initiativer og kultur i gadebilledet.